Tirsdag d. 11. juni afholdtes generalforsamling i vort lokale i Byens Hus i Løgstør. Der var mødt 15 medlemmer op til denne årlige sammenkomst. Som traditionen er i foreningen, styrede formand Knud E. Nielsen selv slagets gang, og startede med at aflægge beretning. Her et uddrag af denne.
Der er afviklet 17 arrangementer i det forløbne år og der har deltaget 47 ud af de 85 medlemmer foreningen består af. Vi prøvede et nyt tiltag i år, nemlig en weekend-tur til Hessellund P & T. Der var desværre ikke så stor tilslutning som vi ellers havde fået opfattelsen af den ville være. Så den gav desværre et lille underskud. Det må vi bare lære af. Turen til Langeland gav heller ikke den samme tilslutning som håbet, men folkene derovre er mere forstående, så den fik vi kringlet så vi lige holdt skindet på næsen. Lady’s cup havde desværre kun 6 deltager i år. Men fødselsdagsturen til Serritslev var som altid en succes hvad deltagere angik. Der deltog 20 medlemmer, som alle kunne nyde et lækkert måltid efter fiskeriet. Ellers har gennemsnittet ligget på 14 pr. arrangement. Han kom lidt på andre ture, hvoraf han fremhævede Gøttrup Put & Take, hvor der deltog 129 lystfiskere. Det var som altid en succes. Herfor rettede han en stor tak til Kragh’s Fiskeriartikler og Gøttrup P & T, uden hvis samarbejde det ikke kunne blive så stor en succes. Der lød også en stor tak til alle øvrige sponsorer og sø-ejere, som har gjort det muligt at drive foreningen så tilfredsstillende. Og derfor også en stor opfordring til at støtte dem.
I vor facebook-gruppe har vi 350 medlemmer, så det er ikke kun foreningsmedlemmer der følger med i hvad der foregår. Og så lige en opfordring til at bruge gruppen noget mere, også til private oplevelser, blot det vedrører fiskeri. Gruppen er ikke kun til for at bestyrelsen kan informere. Også til intern korrespondance medlemmerne imellem. Til slut lød der et velkommen til de mange nye medlemmer, og en tak til de tidligere medlemmer, som har deltaget i arrangementerne.
Derefter var der fremlæggelse af regnskab. I korte træk har vi haft en omsætning i det forgangne år på lige godt 37.000 kr. Et overskud på lidt over 2.000 kr., og har nu en egenkapital på knap 42.000 kr. Regnskabet var behørigt kontrolleret og godkendt af begge revisorer, og ligeledes godkendt af generalforsamlingen.
Af indkomne forslag var der ingen, så vi gik over til diverse valg. På valg til bestyrelsen var Hans H. Madsen, Ole Andersen og Rasmus Larsen. Ole Andersen ønskede ikke genvalg og i stedet valgtes Merete Mørch. Hans H. Maden og Rasmus Larsen genvalgtes begge.
Per Jørgensen genvalgtes som suppleant til bestyrelsen.
På valg til den ene revisorpost var Pernille Lynge. Hun modtog genvalg. Som revisorsuppleant valgtes Karina Larsen.
Under eventuelt har vi 3 faste punkter. Først valg af årets “københavner”. Der var ingen der havde gjort sig fortjent til denne ”hæder” Så den “forgyldte” snorkel med tilhørende briller går videre til næste år.
Titlen som årets foreningsmester gives ganske simpelt til den fisker der har opnået flest point til de afholdte arrangementer. Det blev i år Kaj Andersen. Han vandt med 230 point. Nr. 2 blev Tom Christensen med 220 point. Og 3. pladsen var der med 200 point, 3 der måtte deles om, nemlig Kim A. Poulsen, Ole Andersen og Hans H. Madsen. Så det var meget tæt løb i år. Kaj fik overrakt en pokal for sin titel.
Årets fisk vælges ved afstemning ud fra den største af hver art ved de afholdte arrangementer. Pokalen for denne fisk gik også til Kaj Andersen, der fangede en regnbueørred i Vesthimmerlands P & T på 5,430 kg. For denne fik han ligeledes en pokal.
Kaj Andersen med pokalen for årets fisk.