Ved generalforsamlingen hvert år uddeles pokal for at blive “årets foreningsmester”, pokal for at fange “årets fisk” og en snorkel til “årets københavner”.
Alle 3 kategorier følger regnskabsåret som går fra 1/6 – 31/5.
“Årets foreningsmester”: Til alle arrangementer uddeles point til de deltagende. De 3 største fisk får tildelt hhv. 50, 30 og 20 point, og alle øvrige deltagere får tildelt 10 point blot for at være med. Det hele tælles så sammen d. 31/5 hvert år, og det medlem med flest point bliver foreningsmester. Så enkelt er det.
“Årets fisk”: Blandt de største fisk af hver art, fanget til vore arrangementer gennem det forløbne år vælges årets fisk. Det sker ved simpelt stemmeflertal på generalforsamlingen..
“Årets københavner” Vælges ved simpelt stemmeflertal på generalforsamlingen blandt de indstillede aspiranter i det samme år. “Årets københavner”. – ja, det ligger lidt i ordet at det drejer sig om at være kommet galt af sted, eller have kvajet sig på en eller anden måde til vore arrangementer. F.eks. ved at falde i vandet, fange en måge eller på anden måde gøre sig fortjent til en lille påmindelse i den anledning. Alle kan indgive emner til titlen. Vi er aldrig længere væk end et klik med musen.
Se vinderne gennem årene under menuen “Sidste nyt” og se det under referatet fra generalforsamlingerne.