Sidste nyt

Loch Nees Put & Take

Søndag d. 22. august gik turen til det vestjyske. Loch Nees var søen der igen lagde vand til vort besøg. Der var desværre kun mødt 8 deltagere op. Og de fangede tilsammen 8 ørreder. Nr. 3 blev Rasmus Larsen med en guldørred på 3,970 kg. Nr. 2 blev Ole Andersen ligeledes med en guldørred, denne vejede 4,310 kg. Og vinderen blev Søren Larsen med en regnbue på 5,050 kg. Han fik et gavekort til Kragh’s på 300 kr.

Søren Larsen med sin vinderfisk.

Serritslev Fiskepark 3/7/2021

Lørdag d. 3. juli afviklede vi vor fødselsdagskonkurrence i Serritslev Fiskepark. Der var 16 deltagere, som tilsammen kun fangede 10 fisk. Men vi kender det jo fra tidligere år, at det ikke er de helt store mængder der hives på land når vandet er så varmt som det var i Serritslev. Til gengæld er vi altid heldige med vejret. 3. største, på 0,830 kg, blev landet af Kim A. Poulsen. Næststørste, en guldørred på 2,140 kg, fangede Henrik Hylleberg. Og største, som ligeledes var en guldørred fangede Rasmus Larsen. Den vejede 2,460 kg og indbragte ham et gavekort til Kragh’s på 300 kr. Der var også præmier til først fangede fisk i hver klokketime. Torvekøbmanden i Bonderup havde sponseret 4 flasker rødvin til formålet. Disse gik til Rasmus Larsen med 2 stk., Knud E. Nielsen fik 1 stk. og 1 til Kim A. Poulsen. Vi sluttede som altid af med at fejre fødselsdagen med fællesspisning i fiskestuen. Menuen stod på mørbradgryde med pariserkartofler og salat. Og som altid smagte denne ret fra CL-Partyservice i Øster Brønderslev fantastisk.

Fra venstre Kim, Rasmus og Henrik.

Generalforsamling d. 16. juni 2021

Tirsdag d. 15. juni afholdtes generalforsamling i vort lokale i Byens Hus i Løgstør. Der var mødt 14 medlemmer op til denne årlige sammenkomst. Som traditionen er i foreningen, styrede formand Knud E. Nielsen selv slagets gang, og aflagde beretning. Her et uddrag af beretningen.

Året 2020/21 har igen været et mærkeligt år. Corona havde vi stadigvæk inde på livet, hvilket betød at vi ikke bare kunne holde de arrangementer som var planlagt. Skærtorsdagsturen i Gøttrup Put & Take måtte således flyttes til Kr. Himmelsfartsdag, og så var vi ikke en gang sikre på at det kunne afvikles, heldigvis blev forsamlingsforbuddet hævet til 75. Vi var 104. det betød ikke at vi brød nogle regler for ifølge Nordjyllands politi måtte vi være 2 x 75 når der var to arrangører, bare de var adskilt ved indvejning. Langelandsturen kunne heller ikke gennemføres da der ingen både var at få p.g.a. at grænsen til Tyskland blev åbnet, så de tyskere som ikke kunne komme til Danmark i foråret bookede bådene i efteråret, tror desværre vi får samme situation igen i år, har talt med IBI Bootsverleih. Og han troede ikke vi kunne få både da de var lejet ud på ugebasis til tyskere. Måske i oktober. Grejaften ved Kraghs blev også aflyst pga. forsamlingsforbud. Vi må håbe at når alle har fået vaccine at det bliver normalt igen. Nu hvor corona måske er ved at slippe taget i os er der kommet en ny virus, IHN som lukker både dambrug og Put & Take søer, vi ved ikke meget om den endnu og hvad det vil komme til at betyde for vore arrangementer i 21-22. Håber at der hurtigst muligt findes en god løsning, husk når I er ved en sø/å at rengøre alt jeres grej. P.g.a. af corona har vi ”kun” haft 12 ture i år, med 43 deltagende medlemmer ud af 85 incl. Sponsorer. Så positivt at vore medlemmer møder op til vore ture. Håber at jeg til næste år kun har positive ting i beretningen og alle de ”sygdomme” er væk. Beretningen blev godkendt af generalforsamlingen.

Han oplyste at regnskabet til gengæld ser godt ud i år, det skyldes bl.a. at vi fik kr. 3000 for at hjælpe med oprydning i Gøttrup Put & take, og en god dag Kr. Himmelfartsdag. Desuden havde vi ikke nogle udgifter til Langelandsturen da den jo blev aflyst. Regnskabet som var behørigt revideret og godkendt, blev ligeledes godkendt af forsamlingen.

Der var ingen indkomne forslag, så vi gik over til valg til bestyrelsen. På valg var Kaj Andersen og Knud E. Nielsen. Begge blev genvalgt. Ole Andersen blev genvalgt som suppleant til bestyrelsen. Klaus Madsen blev genvalgt som revisor, og Henning Ørebro blev genvalgt som revisorsuppleant.

Under eventuelt er der altid 3 faste indslag. Uddeling af “årets københavner”, kåring af “årets foreningsmester” og valg af “årets fisk”.

Årets ”københavner” går til et medlem som på en eller anden måde ”er kommet galt afsted”, og i den anledning får en lille påmindelse i form af en ”forgyldt” snorkel. Der var kun et emne i år. Så det blev Ole Andersen, der under størfiskeri blev lidt for ivrig efter at give modhug, hvilket resulterede i at stangen (som han i øvrigt havde lånt til formålet) knækkede.

Årets foreningsmester kåres på baggrund af det samlede pointtal opnået i det forgangne år. Her blev Rasmus Larsen vinder med 240 point, stærkt forfulgt af Knud E. Nielsen med 230 point og Søren Larsen med 200 point. Rasmus fik en pokal til ejendom for sin indsats.

Årets fisk stemmes der om ud fra den største fisk af hver art, fanget på vore ture. Her løb en regnbueørred på 5,620 kg af med sejren. Det var Tom Christensen der fik en pokal for at fange denne fine ørred i Gøttrup Put & Take

.

Gøttrup Put & Take 13. maj 2021

Den traditionelle påskekonkurrence vi normalt afholder hvert år, var i år, grundet restriktioner fra myndighederne, flyttet til kristi himmelfartsdag d. 13. maj. Der blev landet i gennemsnit ca. 1 fisk pr. deltager, men som altid var det ikke alle der fisk fisk med hjem. De der nok var mest tilfredse med resultatet var på 3. pladsen Johnny Pedersen med en ørred på 4,000 kg. Han fik et gavekort til Kragh’s på 500 kr. Nr. 2 blev Dennis Madsen med en ørred på 5,330 kg. Han fik et gavekort på 1.500 kr. sponseret af Remington til butikken i Vesthimmerlands Put & Take. Og 1. præmien, et grejsæt til 3.000 kr. sponseret af Kragh’s gik til Tom Kristensen. Det fik han for sin vinderørred på 5,620 kg. I den interne konkurrence i fiskejollen.dk, Blev Tom Kristensen nr. 1, med 50 point, og Søren Larsen nr. 2 og 3 med 30 og 20 point. Det er i øvrigt ny foreningsrekord for P & T-ørred i fiskejollen.dk.  

Nørhå Fiskepark d. 11. april 2021

På en råkold og til tider blæsende dag drog 16 forventningsfulde lystfiskere til Thy, nærmere bestemt til Nørhå Fiskepark. De fire timer bød på både stille, blæst, sne- og haglbyger. Foruden en enkelt fisk i ny og næ. Der blev landet ca. 20 fisk, og tredje største fangede Henrik Hylleberg. En regnbueørred på 1,880 kg. På 2. pladsen kom Kim A. Poulsen ligeledes med en regnbueørred, denne vejede 1,970 kg. Og vinderen blev Leif L. Jensen med en meget smuk tigerørred på 2,360 kg. Han fik et gavekort til Kragh’s på 300 kr. De  fik desuden hhv. 20, 30 og 50 point til foreningsmesterskabet.

En slet skjult tilfreds Leif L. Jensen med sin vinderfisk.

Endelig måtte vi samles igen udendørs

Endelig måtte vi samles igen udendørs, efter nogle måneders nedlukning for arrangementer. Og første tur gik til Gøttrup Put & Take. Der var mødt 21 forventningsfulde medlemmer op på denne dag der startede med høj sol, men hurtigt gled skyerne for, og det blev blæsende og koldt. Der var 12 ørreder til indvejning, hvoraf den 3. største fanget af Hans H. Madsen vejede 2,440 kg. Nr. 2 blev Kim A. Poulsen med en ørred på 3,550 kg og vinderen med en ørred på 4,040 kg blev Emil Tejls. Den glade unge mand fik et gavekort på 300 kr. til Kragh’s. De 3 fik også henholdsvis 20, 30 og 50 point til foreningsmesterskabet.

Den glade vinder Emil Tejls med sin flotte fisk.

Årets sidste arrangement

Årets sidste arrangement d. 5. december, var sædvanen tro, juleafslutning i Himmerlands Fiskepark i Lundby. Det var en grå og småkold dag med lidt vand fra oven ind imellem. Der blev kun landet en halv snes ørreder, men ikke mindre end 7 af disse vejede over 4 kg. Så det må siges at være meget godt, hvad størrelse angår. 3. største på 5,000 kg rent, fangede Rasmus Larsen. Næststørste blev landet af Bjarne Gregersen, det var en ørred på 5,220 kg. Og vinderen med en ørred på 5,600 kg blev Rasmus Larsen. Han slog dermed den gamle foreningsrekord med 60 gram. Rasmus fik udover et gavekort til Kragh’s på 300 kr., 70 point til foreningsmesterskabet. Bjarne fik 30 point for sin andenplads. Himmerlands Fiskepark havde sponseret 2 gavekort på hhv. 2 og 4 timer. De blev trukket ud på et online-lykkehjul, og gik til Tonny Mikkelsen, 2 timer og Thrine Christensen, 4 tim. Normalt slutter vi af med gløgg og æbleskiver denne dag, men for at udvise samfundssind og omgås hinanden med afstand, havde vi valgt at aflyse dette i år. så formand Knud E. Nielsen måtte under åben himmel ønske alle en god jul og et godt nytår.

Rasmus Larsen med sin flotte vinderørred.

Fladfiskene der blev til ørreder

Søndag d. 25. oktober skulle have været i fladfiskenes tegn, men p.g.a. manglende tilslutning og ingen børsteorm at opdrive, blev den konverteret til en P & T-tur til Vesthimmerlands Put & Take. Der blev straks en bedre tilslutning med 11 deltagere. Det blev dog kun til 8 fisk i alt. 3. største fangede Knud E. Nielsen, en ørred på 1,340 kg. Nr. 2 blev Rasmus Larsen med en ørred på 2,140 kg. Og vinderen blev Søren Larsen med en ørred på 2,610 kg. Han fik et gavekort til Kragh’s på 300 kr. De 3 fik desuden hhv. 20, 30 og 50 point til foreningsmesterskabet. Efter fiskeriet blev vi inviteret ind i deres showroom, til en tiltrængt kop kaffe og en præsentation af det store udvalg af lækkert tøj til jagt og fiskeri.

Søren Larsen med sin vinderfisk.

Søndag d. 4. oktober

Søndag d. 4. oktober 2020 startede vores tur til Nørreris Put & Take, som en gentagelse af den seneste noget skuffende tur. Der skete kun lidt for enden af de 16 stænger. Men ind imellem kom der dog fisk på land, skønt det kun blev til 4 stk. i alt. 3. største fangede Henrik Hylleberg. Det var en regnbueørred på 1,010 kg. Nr. 2 blev Rasmus Larsen ligeledes med en regnbueørred på 1,060 kg. Og Henrik var så beskeden også lige at nuppe 1. pladsen med en regnbueørred på 1,250 kg. Han fik for den et gavekort til Kragh’s på 300 kr. Desuden 70 point til foreningsmesterskabet for både 1. og 3. pladsen. Og Rasmus fik 30 for sin 2. plads.

Henrik Hylleberg med sin vinderørred.

Lørdag d. 19. september

Lørdag d. 19. september gik turen til Loch Nees i vestjylland. Der var mødt 14 medlemmer op med store forventninger. Alle 14 måtte dog vende hjem uden de blev indfriet. Det lykkedes nemlig ikke at lande en eneste fisk, trods det der var masser af dem i søerne. Udover os var der omkring 30 andre lystfiskere, og vi så kun 2 ørreder blive landet. Så vi var enige om det ikke var fiskejollen.dk’s manglende evner der var skyld i det, men andre faktorer som vi ikke er herrer over. Loch Nees havde dog udloddet 2 x 4 stk. billetter til fodboldgolf. Disse blev vundet af Søren Larsen og Henrik Hylleberg. Desuden en flaske rødvin som Kaj Andersen vandt. Udover en, trods alt hyggelig dag, kunne alle deltagere vende hjem med 10 point til foreningsmesterskabet.

Der er desværre ingen billede af vinderfisken denne gang.