Søndag d. 30. juni

Søndag d. 30. juni 2019 fejrede vi 12 års fødselsdag i Serritslev Fiskepark. Der deltog 21 medlemmer i konkurrencen, der viste sig at blive noget af en udfordring. Det var den hidtil varmeste dag på året, hvilket alle ved ikke er befordrende for godt fiskeri. Der blev kun fanget 9 fisk, hvoraf 3. pladsen med en fisk på 2,130 kg, blev fanget af Bjarne Gregersen. Nr. 2 med en fisk på 2,230 blev fanget af Per Mikkelsen. Og en sikker vinder med en ørred på 4,820 kg blev fanget af Allan Aae. I anledning af vor fødselsdag var der ekstra store og mange præmier. Allan fik således et gavekort på 500 kr. til Kragh’s. Og Per et gavekort på 300 kr., ligeledes til Kragh’s. De 3 fik desuden hhv. 20, 30 og 50 point til foreningsmesterskabet. Der var spurtpræmier for førstfangede fisk i hver klokketime. Her havde Superbrugsen i Fjerritslev sponseret 4 flasker “fiskevin”, som blev fordelt med hhv. 2 til Søren Larsen og 2 til Bjarne Gregersen. For største fisk udover såkaldte almindelige ørreder, var der ligeledes et gavekort til Kragh’s på 300 kr. Dette gik til Kaj Madsen som fangede en ål på ikke mindre end 1,070 kg. Denne var desuden ny foreningsrekord. Akkoi/Vesthimmerlands Put and Take sørgede for at ingen gik tomhændede hjem, da de havde sponseret grej nok til at alle kunne få. Derudover var der flere andre lodtrækningspræmier. Efter fiskeriet var der spisning i fiskestuen, hvor de sultne lystfiskere satte sig til bords til en overdådig menu leveret, og delvis sponseret af CL-Partyservice.

Allan Aae med sin sikre vinderfisk.

Tirsdag d. 18. juni 2019

Tirsdag d. 18. juni 2019 afholdtes generalforsamling i fiskejollen.dk. Formand Knud E. Nielsen bød velkommen til de 12 fremmødte, og oplæste dagsordenen. Han startede med at mindes 2 af vore medlemmer, som desværre ikke er blandt os længere. Per Schneider som var revisor deltog ikke så aktivt til arrangementer, hvorimod Tage Eliassen var et af vore mest aktive medlemmer. Han var ligeledes medlem af bestyrelsen i mange år. Vi ærede de 2 med 1 minuts stilhed, som tak for deres indsats. Vanen tro styrede formanden selv slagets gang som dirigent, i denne snævre kreds. Han fremlagde beretning, og oplyste at vi i øjeblikket er 90 medlemmer, og har gennemført 16 arrangementer i det forløbne år med tilfredsstillende deltagelse, bortset fra en enkelt havtur. Ca. halvdelen af vore medlemmer har deltaget aktivt i et eller flere arrangementer. Det vil sige at vi stadig har en del trofaste passive medlemmer, som naturligvis også er meget velkomne. De fleste arrangementer har igen i år været afholdt i Put & Take-søer. Det er simpelthen der vi har størst søgning, og vi er jo til for at tilfredsstille medlemmernes ønsker. Der lød også en stor tak til vore mange sponsorer som er meget velvillige til at støtte os med diverse præmier. Også en stor tak til de mange Put & Take-søejere, som er meget samarbejdsvillige hvad angår rabatter og præmier i form af fiskekort. Det kommer jo alle tilgode, og han opfordrede til at støtte dem, så de også fremover vil støtte os. Herefter var der fremlæggelse af regnskab. Han gennemgik de forskellige poster,og når det hele var gjort op, viste det et årsresultat på -3.500 kr. Vi har dog stadig godt 22.000 kr. på kontoen. Både beretning og regnskab blev godkendt af generalforsamlingen. Af indkomne forslag var der kun 1, som kom fra bestyrelsen. Den foreslog en kontingentstigning fra 75 til 100 kr. om året fra og med næste år. Samtidig vil vi tilbyde juniorer til og med 12 år, medlemskab til halv pris. Det faldt i god jord, og blev vedtaget. Så gik vi over til diverse valg. Til bestyrelsen var Kaj Andersen og Knud E. Nielsen på valg. De blev begge genvalgt. Og Rasmus Larsen som trådte til i foråret som suppleant, blev valgt ind i bestyrelsen. Som ny suppleant valgtes Ole Andersen. Som revisor valgtes Klaus Madsen, og som revisorsuppleant valgtes Henning Ørebro. Under eventuelt har vi 3 tilbagevendende begivenheder: Årets foreningsmester, årets fisk og årets ”københavner” skal udnævnes. Foreningsmester med 370 point blev Rasmus Larsen. Nr. 2 med 270 point, Søren Larsen og nr. 3 med 240 point, Hans H. Madsen. Rasmus fik overrakt en pokal for sin suveræne indsats. Årets fisk -som der stemmes om ud fra de største fangster i det forløbne år- blev en guldørred på 3,780 kg. Det var også Rasmus Larsen der stod for den. Det indbragte ham endnu en pokal. Årets ”københavner” går til et medlem som på en eller anden måde ”er kommet galt afsted”, og i den anledning får en lille påmindelse i form af en ”forgyldt” snorkel. Der var kun 1 emne i år. Så det blev Knud E. Nielsen, der under et helhjertet forsøg ville hjælpe en medfisker med at lande en fisk midt om natten. Han fik imidlertid selv fisk på krogen, og måtte skyndsomt tilbage. Da var stangen dog på vej i søen, men han nåede den og fik både stang og fisk på land. Dog lidt mindre tør end han var før sin hjælpsomhed. Herefter var ordet frit, og det blev som altid en god aften.

Fredag d. 14. juni kl. 19.00 – lørdag d. 15. juni kl. 07.00

Fredag d. 14. juni kl. 19.00 – lørdag d. 15. juni kl. 07.00 var tidsrummet hvori årets natfiskeri blev afviklet. Det foregik i Vesthimmerlands Put & Take, og 10 medlemmer havde valgt at tilbringe natten sammen ved søen. Heldigvis holdt vejrprofeternes forudsigelser ikke stik. De havde nemlig spået regn- og tordenbyger, men det blev en tør, lun og stille nat. Ja mange mente vejret næsten var for godt, og gav dette skylden for at fiskene ikke var nemme at narre til hug. Der blev desværre kun landet 10 fisk i løbet af de 12 timer. 3. største på 1,600 kg blev landet af Knud E. Nielsen. 2. og 1. pladsen gik til Ole Andersen for ørreder på hhv. 1,680 og 1,900 kg. For den største fik han et gavekort til Kragh’s på 300 kr. Han fik dermed også en god start på det nye foreningsmesterskabsår, hvor dette var første arrangement. Han fik nemlig 80 point, og Knud E. 20 point. Alle øvrige fik 10 point for at deltage.

Ole Andersen er tydeligvis tilfreds med sin vinderfisk.

Lørdag d. 18. maj

Lørdag d. 18. maj var der afgang fra Hirtshals med det gode skib “Skagerrak”. Den stod på torsk for de 8 deltagere. Og det i det mest perfekte havvejr man

kan tænke sig. Der blev landet ca. 20 – 25 torsk pr. mand i snit. 3. største torsk blev landet af Ole Andersen. Den vejede 1,860 kg. Næststørste – som Kaj Andersen fangede – vejede 1,960 kg. Og den største tog Ole Andersen sig også af.  Den vejede 2,170 kg. De nævnte vægte er i renset tilstand, skal for god ordens skyld nævnes. Ole fik for sin vinderfisk et gavekort til Kraghs’ på 300 kr. Han fik dermed også 50 og 20 point til foreningsmesterskabeet. Og Kaj fik de 30.

Ole Andersen med sine flotte top-3 torsk.

Søndag d. 5. maj

Søndag d. 5. maj var det igen i Gøttrup Fiskepark der lagde vand til en konkurrence. Denne gang Lady’s Cup, hvor der i sagens natur kun var kvindelige deltagere. Der var 16 af slagsen, og Pia Olesen blev både nr. 3 og 2

med ørreder på hhv. 0,910 kg og 1,720 kg. For sin 3.- plads fik hun et lækkert fiskehjul sponseret af Thy Outdoor,  og for 2. -pladsen et gavekort på 500 kr. sponseret af Kragh’s. Vinderen med en guldørred på 2,610 kg blev Helle Sørensen. Hun fik et gavekort på 1000 kr. sponseret af Stonefishing i Hanstholm.

En tilfreds Helle Sørensen med sin vinderfisk.

Søndag d. 28. april

Søndag d. 28. april var det sildene i Limfjorden der skulle jages. Der var masser af godt vejr, hornfisk og sæler. Vi så flere gange en ballet udført i vandoverfladen af store stimer hornfisk, hvis dans hurtigt efter blev spoleret af jagende sæler. Et imponerende syn.  Men sildene gemte sig rigtig godt. Der var da heller ingen spænding til indvejning da det kun lykkedes at få 1 sild på land. Det var Kaj Andersen der var den heldige vinder, som indkasserede de 300 kr, i form af et gavekort til Kragh’s. Han fik naturligvis også de 50 point til foreningsmesterskabet.

Kaj Andersen med dagens største og eneste sild.

Skærtorsdag d. 18. april

Skærtorsdag d. 18. april afholdtes den årlige officielle konkurrence i Gøttrup Fiskepark. Der var 54 deltagere på denne smukke dag, hvor solen skinnede fra morgenstunden. 3. præmien for en ørred på 3,590 kg, gik til Kim Philipsen. Han fik et gavekort til Stonefishing på 500 kr. 2. præmien, et gavekort til Kragh’s på 1500 kr. gik til Søren Larsen for en ørred på 3,870 kg. Og 1. præmien som var et grejsæt til en værdi af 3000 kr. sponseret af Kragh’s, gik til Dennis Horn for en ørred på 4,150 kg. Han fik derudover en pokal. Til foreningsmesterskabet fik Søren Larsen de 50 point, Kim Philipsen fik 30 og de 20 point fik Kaj Madsen.

De 3 glade vindere, fra venstre Kim Philipsen, Søren Larsen og Dennis Horn.

Søndag d. 17. marts

Søndag d. 17. marts gik turen til det vestjyske, nemlig Loch Nees. Det var en meget blæsende affære, hvad vejret angik. Hård kuling og regn af og til, var hvad der ventede os. Alligevel var der 16 deltagere, som tilsammen landede 14 ørreder. Nr. 3 blev  Ole Andersen med en ørred på 3,320 kg. Rasmus Larsen var så beskeden at fange de 2 største, hhv. en guldørred (som også var ny foreningsrekord) på 3,780 kg og en regnbue på 3,920 kg. Han sikrede sig dermed endnu et gavekort på 300 kr. til Kraghs’. Derudover fik han naturligvis 50 og 30 point til foreningsmesterskabet.  Og Ole Andersen fik de 20.

Rasmus Larsen med sin flotte vinderfisk.

Tirsdag d. 5. marts

Tirsdag d. 5. marts var det tid til hyggeaften hos Kraghs’ igen. Ikke mindre end 23 medlemmer var mødt op for at få del i de mange gode tilbud. Leo Kragh bød velkommen, og herefter fortalte Thomas Kragh lidt om de specielle tilbud for denne aften. Så blev vi ellers sluppet løs i det store slaraffenland af lækkert grej til meget favorable priser. Efter en tur forbi kasseapparatet bød de på kaffe og kage, som en hyggelig afslutning på denne populære tradition. Efter formanden havde sagt tak for i aften, til Kraghs’ og de deltagende, tog man tilfreds hver til sit med de gode og spændende indkøb.

Søndag d. 17. februar

Søndag d. 17. februar afviklede vi det første arrangement i 2019. Det var en tur til Hvorupgård Put & Take. Der var 16 deltagere, som tilsammen landede 3 ørreder. Det må siges at være en dårlig start på året, hvad fangsterne angår. 3. største, som vejede 0,870 kg, blev landet af Henning Ørebro. Næststørste landede Ole Andersen. Den vejede 1,120 kg. Og vinderen med 3,120 kg blev Rasmus Larsen. Han fik for den et gavekort til Kraghs’ på 300 kr.

Rasmus Larsen med sin flotte vinderfisk.