Generalforsamling d. 16. juni 2026

Tirsdag d. 16. juni 2026 afholdtes ordinær generalforsamling i fiskejollen.dk. Formand Knud E. Nielsen bød velkommen til denne generalforsamling, hvor der var mødt 13 medlemmer op.

Punkt 1 på dagsordenen var valg af dirigent og vi har tradition for at formanden styrer slagets gang. Han lagde ud med at aflægge beretning som punkt 2. Her er et uddrag af den:

Ja så gik der igen et år, og der skal lige siges lidt om året der er gået. Vi har haft 16 ture, 1 tur blev aflyst pga. af is, der har deltaget 57 på turene. Vi har 102 medlemmer incl. sponsorer. Det blev da også til et nyt besøg nemlig Harlev Put and Take. D. 27 august havde vi som noget nyt et Munki kursus i Gunderup Put & Take, der var fyldt op med 25 deltagere. Sparekassen Danmark Fonden Himmerland gav 5000 kr. i sponsorstøtte. Tak for det og tak til Jan Munk og hans team for et godt og lærerigt kursus. Gøttrup Put & Take lagde atter sø til vores skærtorsdagskonkurrence hvor der deltog 102. Også en stor tak til dem. 31 maj havde vi juniordag i Lundby Fiskepark hvor der også var fyldt op og 35 unge mennesker deltog, her fik vi også støtte fra Sparrekassen Danmark Fonden Himmerland, som gav 4000kr. i sponsorstøtte. Lundby Fiskepark sponcerede pølser og sodavand, også til ham skal der lyde en stor tak. Kan da sige at Lundby Fiskepark har fået ny ejer som virkelig gør noget ud af søerne. De andre ture vil jeg ikke komme nærmere ind på dem kan man se på hjemmesiden. Dog skal det du siges at der har været gode og knap så gode fangster på turene. Turen til Harlev Fiskepark vi også lidt at spise, da der var sandwich og en øl eller vand til alle. Vi blev også inviteret til møde ang. Byens hus. Hans og Jeg har deltaget i mødet og givet vores bidrag til hvilke behov vi har for nye lokaler i det der bliver en større ombygning af Løgstør centrum. Byens hus hvor vi er nu, bliver sandsynligvis væltet og brugerne flyttes ind i det nye tiltag i bymidten. Der er et nyt møde i morgen 17.06.26. om projektet, hvor vi også agter at deltage. Der var 26 der var med til fødselsdags turen til Ny Thorup som igen i år lægger sø til fødselsdags tur den 27 juni

Her efter generalforsamlingen skal bestyrelsen til at lave nye ture for sidste havlår 2026 så hvis der er nogle medlemmer der evt. har et forslag til en tur så kom bare med det.

Generations skifte i bestyrelsen tror jeg også vi snart skal til at tænke på, da alderen er ved at være høj for nogle medlemmer, så ”unge” mennesker begynd at tænke over det, så fiskejollen.dk kan leve videre, og måske med nye ideer.

Der skal også siges en stor tak til vore sponsorer og Put & Take ejere uden dem ville vi have det svært. Så støt dem. Vil da også lige sige at hvis der er nogen medlemmer der har en ide til en tur så kom bare med den.

I er også altid velkommende at gå ind på vores facebookside og lægge en historie op. Det skal dog helst handle om fiskeri. Vi har ca, 350 personer i denne gruppe. Eller man kunne evt. også lige spørge om der var en der ville med på fisketur. Husk at kikke på hjemmesiden en gang imellem. Der kunne være en ændring, og nyt fra vores ture.

Husk også lige at melde flytning , ny mail og tlf. nr. Der skal da lige være et velkommen til alle vores nye medlemmer og en tak for dem der har været det, håber da at de vender tilbage engang.

Håber at se rigtig mage af jer på vores ture i det nye år. Husk at give plads og hensyn til alle.

Knæk og Bræk

Næste punkt på dagsordenen var fremlæggelse af regnskab. Det viste at vi pr. 31. maj havde en egenkapital på kr. 44.712.-. Årets resultat var et plus på kr. 5.743.-. Regnskabet som var behørigt revideret og underskrevet af revisor, blevet ligeledes godkendt.

Under punkt 4, indkomne forslag, var der en hel del om bl.a. ændring af præmiering til arrangementer, ændringer af kontingent, ny betalingsmodel til arrangementer, indkøb af trøjer eller caps med logo, relevante virksomhedsbesøg, ændring til opsætning af hjemmesiden, ændring af regler for indslag i Facebookgruppen og weekendarragnement. Det vi være meget omfattende at komme ind på dem her, men de blev gennemdiskuteret og vil blive taget med på førstkommende bestyrelsesmøde til behandling.

Punkt 5 var valg til bestyrelsen hvor Merete M. Christensen, Rasmus L. Larsen og Hans H. Madsen alle modtog genvalg. Der var ikke andre forslag, så de tre fortsætter to år endnu. Som suppleant til bestyrelsen genvalgtes Allan Aae.

Under punkt 6, valg af revisor, modtog Pernille L. Lauritzen genvalg og Ole Andersen modtog genvalg som suppleant.

Under eventuelt har vi 3 faste punkter. Kåring af årets foreningsmester, valg af årets fisk og valg af årets københavner.

Titlen som årets foreningsmester gives ganske simpelt til den fisker der har opnået flest point til de afholdte arrangementer. Det blev i år Kim A. Poulsen der vandt med 250 point. Nr. 2 blev Knud E. Nielsen med 230 point og nr. Henrik Hylleberg med 200 point.

Årets fisk vælges ved afstemning ud fra den største af hver art ved de afholdte arrangementer. Pokalen for denne fisk gik til Henrik Hylleberg for en regnbueørred på 8,965 kg, fanget i Medestedet put & take.

”Årets københavner” blev ikke uddelt i år, da der ikke var indstillet aspiranter til denne.

Et udsnit af de 13 deltagere på generalforsamlingen.

Fjern udvalgt billede