Natfiskeri i Vesthimmerlands Put & Take d. 12.-13. juni 2026

Foreningsmesterskabsåret 2026/27 lagde ud med en nattur til Vesthimmerlands Put & Take. Det var lidt blandet vejr med regnbyger af og til, som man kan forvente af den danske sommer. Det var guldørredernes aften/nat, da de 9 ud af 10 ørreder der blev landet af de 9 deltagere, var af denne gyldne art. Det gjaldt også de 3 største, hvoraf nr. 3 blev landet af Henrik Nielsen. Den vejede 1,580 kg. Nr 2 blev Knud E. Nielsen med en guldørred på 2,000 kg. Og vinderen med 2,470 kg blev Kim A. Poulsen. Den indbragte ham et gavekort til Kragh’s på kr. 400.-. Han startede dermed årets foreningsmesterskab hvor han slap det gamle, nemlig på en flot førsteplads. Som et kærkomment indslag i fiskeriet blev grillen tændt kort før midnat og der blev kaldt sammen til fællesspisning.