Morsø Fiskepark d. 13. september 2025

Lørdag d. 13. september gik turen til Mors. Det var Morsø Fiskepark der skulle prøves. Vejret var stort set med os det meste af tiden, dog fik vi et par store regnskyl fra oven og en kraftig tordenbyge umiddelbart efter fiskeriet. Men det plejer jo ikke at påvirke fiskelykken i negativ retning med lidt vand. Søen virkede noget grumset og den begrænsede sigtbarhed fik en del af skylden for at der kun blev landet en ørred, trods det at der var 17 stænger i sving. Det var en regnbueørred som Hans H. Madsen fik på krogen. Den vejede 1,650 kg og indbragte ham et gavekort til Kragh’s på kr. 400.-. Foruden præmien for største fisk, som ikke skabte den vanlige spænding ved indvejningen, var der 5 lodtrækningspræmier. Så der var flere der tog hjem med lidt grej til grejboksen. Efter fiskeriet var der kage til alle, sponseret af Merete M. Christensen. Tak for det.

Hans H. Madsen med sin vinderfisk.